Urinvejsinfektion

Mistænker du urinvejsinfektion skal du møde op i klinikken man-fre kl. 07.30-11.30 og henvende dig til sekretæren. 

Her vil du blive bedt om at lave en urinprøve, samt udfylde et kort skema. Sterile sæt udleveres på klinikken. 

 

Hvordan får man urinvejsinfektioner?

Urinvejsinfektioner, især blærebetændelse, ses langt hyppigst hos kvinder på grund af deres korte urinrør, og især hvis slimhinden i skedeindgangen er koloniseret med colibakterier fra tarmen, hvilket den kan være, uden at det giver symptomer. Samleje kan sommetider medføre, at bakterierne lettere kommer op i blæren. Hvis blæretømningen er besværet, ses blærebetændelse hyppigere. I blæren kan bakterierne vokse, og derved irriteres blæreslimhinden, som bakterierne også trænger ind i, og der kommer hvide blodlegemer i slimhinden og i urinen og symptomer på blærebetændelse. Fra blæren kan bakterierne bevæge sig op gennem urinlederne til nyrebækkenerne, især hvis urinlederne er udvidede som under graviditet, og så opstår nyrebækkenbetændelse.

 

Hvem er særligt udsatte?

Blærebetændelse er hyppig under graviditet og hos ældre kvinder ved nedsunken livmoder og tør, sårbar skedeslimhinde og hos ældre mænd ved forstørret blærehalskirtel (prostata). Ved nogle sjældne medfødte lidelser i blæren eller hvis man beskadiger rygmarven og ikke kan kontrollere sin vandladning, ses blærebetændelse hyppigt. Hvis man har sten i blæren eller i nyrebækkenet eller hvis man har et urinvejskateter for at lette vandladningen, ses blærebetændelse meget hyppigt.

 

Tekst fra netdoktor.dk